Han bliver lagt på en briks af en art. Eller en båre måske snarere, for den bevæger sig straks efter langsomt ind i maskinen i en jævn, langsom bevægelse. Han ligger et øjeblik og kigger op. Hans krop er omsluttet af maskinen, hans hovede stikker lige udenfor, og han kan uden at bevæge det se ind i det store rør, som går igennem maskinen, og som omslutter hans krop, og også lade blikket følge røret udad igen og siden springe op på loftet med de hvidlige gipsplader over hans ansigt.
Kitlerne forlader rummet, og han overlades til den baggrundsbrummen, som emmer ud ad vægge og gulv. Han synes han kan skille lyden i tre elementer: en dyb, konstant summen, der følges af en svagere, lidt lysere og mere luftig piben, og øverst en metallisk, dump klirren, der kommer og går med ujævne mellemrum og kun varer et sekund eller to.
Maskinen giver pludselig et skarpt smæld fra sig. Som når man tænder alt neonlyset i en gymnastiksal. Fem-seks smæld kommer hakkende uden rytme. Måske står kitlerne ude bagved og forsøger at tænde for kontakten, uden at maskinen vil gå i gang. Så holder det op, og han når lige at erkende, at ophøret ikke bare er en pause mellem kontakttændingerne, før en ubehagelig, kraftig og skurrende larm uden varsel begynder inden i maskinen et sted. En aggressiv, insisterende, enerverende, vedvarende støj, der invaderer hans hjerne og lukker alt andet ude. En blanding af en skærebrænder og et trykluftbor. Han kan ane, at lyden i virkeligheden er et gentagent bankemønster, som gentages så hurtigt, at pulsslagene næsten smelter sammen. Han begynder at svede lidt. Hvor længe vil det mon vare. Han kan godt holde det ud et stykke tid endnu.
Sekunderne - minutterne? - går, og han når faktisk at vænne sig lidt til den infernalske larm, før den holder op, lige så abrupt som den begyndte. Han mærker med det samme, hvordan hans krop mister spændheden og synker tilbage i sin grundtilstand, afslappet. Og registrerer, at den dæmpede baggrundssummen stadig kører og har kørt hele tiden.
Af jakobfredslund | TrackBack