Der var noget galt. Jeg vågnede langsomt - eller egentlig ikke langsomt, det var mere som om jeg pludselig var lidt vågen, altså blev bevidst om at jeg var vågen. Og havde med det samme en følelse af at et eller andet var galt. Måske var det ligefrem derfor jeg vågnede. Du ved, noget i en drøm skurrer, og man bliver så nødtvungent bevidst om at det bare er en drøm og at der er en anden virkelighed, den virkelige virkelighed. Som når man bliver vækket af telefonen. Så det var sikkert også sådan jeg omsider vågnede. - men okay, så kunne jeg selvfølgelig lige så godt være vågnet længe før, længe længe før.. så måske var jeg alligevel på vej til at vågne. Men altså, med det samme jeg blev, sådan, bevidst, før jeg slog øjnene op, havde jeg den der følelse af, at noget var helt galt. Jeg lå lidt og prøvede at samle tankerne, prøvede at finde ud af, hvad det præcis var, der havde givet mig den der stærke følelse, sådan lige pludselig. Jeg må have ligget helt stille et minut og vågnet gradvist mere og mere, for til sidst gav jeg op, kan jeg huske. Jeg nåede at tænke, at nå, det var vel bare noget i drømmen så. Det tænker jeg tit på: at jeg lige nåede at tro, at der ikke var noget galt. Det er en ret.. sort-ironisk tanke, egentlig. For så åbnede jeg øjnene og blev noget forvirret over ikke at genkende loftet, så jeg vendte mig om for at se efter mit vækkeur, som altid står ved siden af min seng.. men der skete ikke noget. Jeg ville vende mig om, du ved, ved at støtte på albuen, men det var kun mit hovede, der bevægede sig.
Senere snakkede jeg selvfølgelig med lægerne, specielt ham Zendén. Jeg hørte på ham og forstod godt, at de havde været nødt til at tage mine arme. At der alligevel stort set ikke var noget tilbage af dem. Men jeg hadede ham alligevel. Han har begge sine, han kan sgu sagtens sidde der og føle og forstå. Jeg hadede ham vanvittigt, jeg lå og fantaserede om, hvordan jeg ville tæske ham sønder og sammen, at jeg havde nogle arme og hænder at slå ham med. At jeg sprang på ham som et vilddyr, strakte ham til jorden, lagde knæene på hans overarme og satte mig på hans brystkasse og med store møllesving hamrede mine knyttede næver ned i hans latterlige ansigt. Ikke med knoerne, det var han ikke værd, tænkte jeg, kun med undersiden af knytnæverne, som når han slog i bordet til bestyrelsesmøderne og fik sin vilje. Jeg kunne næsten fornemme den der varme, klæbrige, levrede masse, hvordan hans ansigt ville opløse sig i fedttrevler og bensplinter, som i en tyk grød ville presse sig ind i hænderne og op til fingrene. Til sidst ville jeg åbne hænderne og med krummede fingre grave i massen, ligesom i strandsand. Eller det der sæbe til at få cykelolie af med, det der tykke grønne. Svarfega, hed det vist. Jeg kunne mærke det i mine manglende fingre, hvordan de fik fat. Jeg kunne mærke det i håndfladerne, den der skiften mellem hospitalsluftens sterile, kedelige kølighed og blodvarmen. Jeg kunne mærke små hudfragmenter under neglene, jeg kunne mærke grebet om hans pandeben, mærke hvordan skallen var fast at holde om, den gav sig ikke, selvom man klemte hårdt og musklerne i fingrene blev hårde under huden. Og så græd jeg.
Af jakobfredslund | TrackBack