Peter svang øksen i en skarp bue, så den med et velrettet hug knuste hendes hovedskal. Blod og hjernemasse væltede ud over ham som en overdimensioneret portion rødgrød, og hendes krop fortrak sin konvulsivisk da hun landede for hans fødder. Afsindig af raseri fortsatte han med af sønderhugge den døde krop, indtil hans arme føltes som bly og han sank sammen. Han knugede stadig krampagtigt om øksen og blodet faldt fra bladet i træge dråber ned på hans pertentligt blankpudsede sko. Hans succes-slips sad skævt og det lyse hår var i en sjælden uorden.
De sidste mange uger havde det hele havde kørt på rutinen, imens han i smug ledte efter dem. De, der truede den menneskelige eksistens. Små, og tilsyneladende ufarlige, kunne de krible rundt overalt og så pludselig slå til. Der var intet farligere våben i verden end dem. Han kendte dem, de små krystere.
Han huskede det alt for tydeligt. Han var vel 6 år. Liggende på ryggen i sin røde tremmeseng, som moderen først nænnede at tage fra ham da han blev 10, havde han genkaldt sig farmoderens horrible historie om fugleedderkoppen, der var kommet til Danmark med en last bananer. Men da dumpede noget ned på hans kind. Han lå musestille, for tænk nu hvis... Paralyseret af angst mærkede han, hvordan den selvsikkert spankulerede over hans ansigt. Nu kunne han se den! Kæmpestor, med behårede ben og glimtende mosaikøjne, åbnede den gabet for at spy sin dødelig gift i ham. Panikslagen sprang han op og skreg og skreg. Da hans mor kom løbende, gemte kræet sig klogeligt, ganske givet afventende et mere gunstigt tidspunkt.
Som voksen var han sskræk for de ottebenede spindlere ikke blevet mindre, tværtimod. Han læste stakkevis af bøger for at lære deres adfærd at kende, skønt han ofte var ved at kaste op over bøgernes billeder, der var kvalmende livagtige, men i et latterligt lille målestoksforhold.
Han var glad for sit arbejde på kontoret, for der var altid så pænt og rent og havde ikke så mange kroge for uhyrerne at gemme sig i. Hans hus blev jævnligt tjekket for skadedyr. Hver aften gennemsøgte han soveværelset for kryb, et faktum han forsøgte at skjule for sin kone. Hun, et yderst tålmodigt væsen, havde gentagne gange foreslået ham at søge hjælp for det, hun kaldte hans araknofobi. Araknofobi! Hvis blot hun vidste hvad der truede!
De sidste par måneder havde han følt det uundgåelige nærme sig med taktfaste edderkoppetrin. Faktisk føltes det som om de trampede rundt inde i hans hovede med jernbeslåede moonboots på deres enorme sugekoppefødder, forventningsfuldt samlende spy i deres dertil indrettede kindposer og gnæggende af hans angst. Aften efter aften lå han og forestillede sig edderkoppehæren myldre ind i soveværelset
Men endelige idag havde han set den – kæmpedderkoppen! Noget overarbejde og en kraftig regnbyge havde holdt ham på kontoret og med det begyndede mørke snigende omkring bygningen, trippede han ned i kælderkomplekset, hvor arkivet lå. Dér, bag en reol, havde den materialiseret sig. Stor og mægtig, præcis som den der havde overfaldet ham i hans barndom, og bag den i skyggerne anede han dens mange kumpaner, nu klar til at marchere mod menneskeheden. Lynhurtigt, med adrenalinen pumpende i årerne, smækkede han alle døre efter sig, sprang på sin cykel og benede derudaf. Han lykønskede sig selv med sine reaktioners hurtighed og med den endelige vished var han nu helt højtideligt stemt. Nu var de kommet!
Han vidste hvad han måtte gøre. Hans kone, og så mange andre som muligt, måtte skånes for monstrenes tortur. Øksen lå i garagen, der havde den ligget klar et stykke tid.
Han rejste sig og vaskede omhyggeligt og metodisk øksen i køkkenvasken. Synet af det maltrakterede lig fik hans mave til at vende vrangen ud på sig selv. Det havde ikke været meningen, men pludselighavde han følt at det var en af kæmpeedderkopperne han havde svunget øksen imod. Han synes han hørte en trippen oppe fra loftet og tog sig voldsomt sammen – der var ikke tid til at stå her og drive. Han følte sig stærk og handlekraftig med øksen i hånde. Beslutsomt trådte han ud på den aftenmørke villavej og gik målrettet over mod genboens aftenilluminerede hus.