"Faaaaaaaaaar! Jeg er tøøøørstig". Den lille barnestemme trængte klart igennem alle husets vægge. Fra børneværelset helt oppe under kvisten og ned til arbejdsværelset i kælderen. Du godeste. Et kort øjeblik havde han næsten glemt hende. Hvor kunne han? Han smed papirerne fra sig og styrtede op i køkkenet. "Jeg kommer nu skat. Vil du have vand eller saftevand?" Han flåede febrilsk i køleskabsdøren og kunne til sin store ærgrelse se, at der ikke var mere saftevand. Mælken var også væk. Massevis af øl, men øl kunne man ikke byde et barn. "Jeg er tøøøøørstig". En insisterende gentagelse tæt ved hans øre. Meget tørstig åbenbart. Fuck. Tænk klart. Tænk NU for helvede mand. Han drejede på hanen ved køkkenvasken, men der kom ikke noget vand ud. Iskolde svedperler sprang frem på overlæben og de første dråber begyndte at trille ned ad ryggen. "Far giv mig vaaaand. Nuuuuuu!" Han mærkede panikken brede sig som en blytung fornemmelse i ben og arme. "Hold ud skat. Far kommer med noget vand til dig nu". Forsøgte at lyde overbevisende men stemmen knækkede. Ude på badeværelset skruede han op for vandet i badekarret. Fuld styrke. Det tordnede ud af hanerne. Han greb gulvspanden og fyldte den op. Løb op ad trapperne til børneværelset. "Faaaaaaar. Jeg er hernede. Hjælp mig!" Børneværelset var tomt. Måske var hun gået nedenunder for selv at finde vand. For en sikkerhedsskyld hældte han spandens indhold udover den tomme barneseng. Og hentede mere vand og pøsede det desperat udover hele værelset. Gulvet og væggene. "Det er din skyld, at jeg dør af tørst. Jeg tørrer uuuuud!" Hele første sal sejlede, men tørsten var umulig at slukke. Vandet fra badekarret var forlængst løbet over og begyndt at trænge ned i kælderen gennem plankerne. Det var kun godt. Hoveddøren gik. Han snublede på vejen ned. En smuk kvinde betragtede ham forskrækket fra den halvåbne dør. Han læste væmmelsen i hendes øjne. Indeni forbandede han hendes evindelige handlingslammelse. Han mobiliserede sine sidste kræfter og gik truende over og skreg kvinden ind i øret. Skummende spyt og sved haglede af ham. "Stå ikke bare der og glo skide kælling. Hun er ved at DØ af tørst. Hjælp mig nu for fanden. Du er sgu da hendes mor". Kvinden sank opgivende sammen på entrégulvet. Grådkvalt. Det var 4 år siden ulykken.
Af sara | TrackBack