Mikrofiktion

Sk�nderi

�Man kan t�lle rynkerne i din pande som �rringe. Jeg kan t�lle hvor gammel du er.�
�Det ved du godt i forvejen, og desuden er der ikke nogen sammenh�ng mellem min alder og antallet af rynker i min pande.�
�Jeg syntes bare det ville v�re sjovt hvis det var��
�Jeg bliver n�dt til at bede dig om at stoppe det der nonsens �jeblikkeligt. Du skal have en straf. T�l fliserne i hele badev�relset.�
�Jeg ved allerede hvor mange der er. Jeg har talt dem 34 gange.�
�S� synes jeg du skal g�. Foretag dig noget fornuftigt.�

Han drejede om p� h�len, vendte ryggen til spejlet og forlod badev�relset.

Luft

P� en h�jsommerdag som denne kunne man altid tydeligt se skibene imod den bl� himmel. De lignede forvoksede sommerfugle og sejlede rundt kilometer langt oppe og sugede energi ud af universets uudt�mmelige reservoir.
Leni l�nede hovedet ekstra tilbage og lod nakken kn�kke.
Det gav en stump, faretruende lyd men f�ltes godt.

Hun lod �jnene glide hen over skibenes luftsejl der bev�gede sig sl�vt og rytmisk som vingerne p� tr�kkende svaner.
De hvide mastodonter gled ubesv�ret igennem den tynde luft med deres last af sorgl�se og ubekymrede mennesker. Med fester og sold�k og kvadratmeter store neoplasmask�rme. Buffetter og solopvarmning og genindvinding og recirkulering.

- Deroppe er de fri, t�nkte Leni, mens hun uden at t�nke over det fjernede en sort rande fra den ene tommelfingernegl.
Frie og indesp�rret.
Kanten af den bulede svejsemaske ramte hendes nakke og hun s�nkede hovedet.

Liges� pludseligt den var dukket op, s�nkede den dobbelte sol sig under horisonten og efterlod himmelen i sit bl�lige halopuls lys. Men der var ikke langt til morgenen.
Der var aldrig langt til morgenen.

K�re Pharmand

Vi var allesammen enige om, at det var m�ndene, der kom med krigen. Derfor besluttede vi at g�re noget.
Det f�rste skridt var at sikre vores egen overlevelse, og ironisk nok var det m�ndene selv, der uforvarende l�ftede benet og tog netop dette skridt.

Det tog os �revis og et par generationer af feministiske genetikere, f�r Den Store Frig�relse var en realitet og alle s�stre var vidne til dronningevirussens sejrsgang.

Den sidste mand ud�ndede i Ungarn i 2053 og den eneste bivirkning var den psykofarmaka vi alle m� tage for at kunne h�ndtere frav�ret af en far.

Blind

Det giver et gib i manden med harmonikaen, da f�rgen udst�der et minutlangt b�t. Han er ikke helt ung, men ser s�rdeles tiltalende ud. Hans h�r er ved at blive tyndt p� toppen, og rynkerne i panden forsvinder ikke n�r hans ansigt igen indtager normal position efter at have holdt en h�j tone i lang tid. Hans �jne stirrer form�lsl�st i tilf�ldig retning.
Pigen der f�r st�ttede den harmonikafrie arm, har ledt ham i den rigtige retning hen til restauranten forbi huller i vejen og sovende hunde uden at han p� noget tidspunkt vaklede. Jeg kommer til at t�nke p� at jeg har oplevet us�dvanligt mange blinde klaverstemmere og at der m� v�re noget med blindhed og musik.
P� opfordring fra en �ldre kvindelig servitrice begynder han at spille noget der lyder som en gammel gr�sk folkemelodi. N�sten alle restaurantens g�ster ser p� ham og samtaler forstummer mens han synger den klagende melodi. Pigen der hj�lper ham m� t�rre hans pande med en serviet mens han synger, og varmen f�r hans fingre til n�sten at glide p� harmonikaens tangenter. Vi klapper alle sammen efter nummeret, ogs� pigen der hj�lper ham, og en ranglet ung fyr kommer hen og viser pigen og manden hen til et lille bord. Den �ldre servitrice g�r hen mod bordet, og mens den ranglede henter oliven, br�d, tzatziki og vin, stiller hun sig ca. en halv meter bag den blinde. Hun har ikke flyttet blikket fra ham p� noget tidspunkt. Som et p�skud for at slutte sig til deres selskab, har hun taget en klud i h�nden og t�rrer med j�vne mellemrum deres bord over.

Den sidste frokost

Graveren sidder p� kanten af det hul, han netop er blevet f�rdig med at grave. Perfekt timing, t�nker han, at have gravet f�rdig lige op til frokost. Hans ben dingler ud over kanten p� hullet, imens han spiser af sin hjemmesmurte madpakke og drikker dagens tredje h�ndbajer.

Jo, t�nker han, det er ikke s� skidt endda. Egentlig ville han have v�ret gartner, men det er mange �r siden nu. Graveren er netop fyldt 60 for nogle dage siden, og han klager ikke. Han er omgivet af natur hver eneste dag, her p� kirkeg�rden, og han snakker godt med b�de bes�gende og de andre der arbejder derude. Is�r selvf�lgelig gartnerne, der tit giver ham et par tips, som han ville tage med hjem og bruge, hvis han alts� havde en have.

For graveren og hans kone bor i lejlighed. Det har de altid gjort, og hun er ikke meget for at flytte. Selv kunne han m�ske godt t�nke sig at de havde flyttet for nogle �r siden. Men nu sker det i hvert fald ikke. For graveren n�r aldrig at spise sin madpakke f�rdig.

L�rerindens hemmelighed

De sidder i rundkreds i klassen, s�dan som l�rerinden har sagt de skal. Men selv har l�rerinden kort forladt lokalet. B�rnene hvisker og tisker indbyrdes, halvt i frygt for at blive opdaget, hvis l�rerinden skulle tr�de ind midt i det hele. Hvorfor blev hun hentet af inspekt�ren? Hvorfor har de v�ret v�k s� l�nge? Mon de er k�rester? Er hun forresten ikke gift? En eller anden har h�rt at hun drikker p� arbejdet. Hun virker jo ogs� altid s� nerv�s, hvis hun da ikke er hidsig.

Timen er n�sten slut, da l�rerinden endelig tr�der ind i lokalet igen. P� det tidspunkt er alting kaos i lokalet. B�rnene gad ikke vente s� l�nge, og de har n�sten glemt alt om l�rerinden. Ingen af dem ser hende rigtigt, da hun kommer ind. F�rst da hun giver dem allesammen tidligt fri, bliver der stille.

En lille pige drister sig til at sp�rge hvad der er galt. L�rerinden ser p� hende med t�rer i �jnene og svarer: "Det er ikke alt, b�rn har godt af at l�re i skolen. G� nu bare hjem til din familie."

Kn�

Hendes tandpine har nu sat sig i kn�et, og er p� den m�de blevet til en kn�pine. Hun ved det ikke er et rigtigt ord, men heldigvis har hun et l�geleksikon. Det er nu ikke den tekniske term for en kn�pine (Chondromalacia patellae ) som bekymrer hende, men snarere det faktum at hun har bem�rket at den hast hvormed d�rligdommene bev�ger sig rundt i hendes krop synes at accelerere ganske betragteligt.

Hun undrer sig over om hvorvidt denne nye bekymring er at betragte som en d�rligdom, og i s� fald hvor den sidder, og hvad den hedder.

Resolution

Det var n�jagtig to m�neder siden han besluttede sig for at v�re en kende mindre kontrollerende og anal. For fire-og-en-halv m�ned siden havde han besluttet sig for at v�re 100% ikke-kontrollerende og 0% anal, men det havde ikke virket, faktisk havde det m�ske ligefrem styrket hans ordenssans, s� efter to-og-en-halv m�ned havde han vedtaget at fors�ge sig med en anden og knap s� skarpt defineret strategi.

Hans nye, lidt friere tilgang til l�sagtigheden var dog alvorligt truet af at han ikke kunne lade v�re med at vide pr�cist hvor lang tid det var siden han tog denne, hans syttende livs�ndrende belutning.

Maskinen

Han bliver lagt p� en briks af en art. Eller en b�re m�ske snarere, for den bev�ger sig straks efter langsomt ind i maskinen i en j�vn, langsom bev�gelse. Han ligger et �jeblik og kigger op. Hans krop er omsluttet af maskinen, hans hovede stikker lige udenfor, og han kan uden at bev�ge det se ind i det store r�r, som g�r igennem maskinen, og som omslutter hans krop, og ogs� lade blikket f�lge r�ret udad igen og siden springe op p� loftet med de hvidlige gipsplader over hans ansigt.

Kitlerne forlader rummet, og han overlades til den baggrundsbrummen, som emmer ud ad v�gge og gulv. Han synes han kan skille lyden i tre elementer: en dyb, konstant summen, der f�lges af en svagere, lidt lysere og mere luftig piben, og �verst en metallisk, dump klirren, der kommer og g�r med uj�vne mellemrum og kun varer et sekund eller to.

Maskinen giver pludselig et skarpt sm�ld fra sig. Som n�r man t�nder alt neonlyset i en gymnastiksal. Fem-seks sm�ld kommer hakkende uden rytme. M�ske st�r kitlerne ude bagved og fors�ger at t�nde for kontakten, uden at maskinen vil g� i gang. S� holder det op, og han n�r lige at erkende, at oph�ret ikke bare er en pause mellem kontaktt�ndingerne, f�r en ubehagelig, kraftig og skurrende larm uden varsel begynder inden i maskinen et sted. En aggressiv, insisterende, enerverende, vedvarende st�j, der invaderer hans hjerne og lukker alt andet ude. En blanding af en sk�rebr�nder og et trykluftbor. Han kan ane, at lyden i virkeligheden er et gentagent bankem�nster, som gentages s� hurtigt, at pulsslagene n�sten smelter sammen. Han begynder at svede lidt. Hvor l�nge vil det mon vare. Han kan godt holde det ud et stykke tid endnu.

Sekunderne - minutterne? - g�r, og han n�r faktisk at v�nne sig lidt til den infernalske larm, f�r den holder op, lige s� abrupt som den begyndte. Han m�rker med det samme, hvordan hans krop mister sp�ndheden og synker tilbage i sin grundtilstand, afslappet. Og registrerer, at den d�mpede baggrundssummen stadig k�rer og har k�rt hele tiden.

Sur r�v

Verden havde altid fremst�et som en uklar sammenh�ngende masse. Ensfarvet, kl�bende og fugtig.
Hun kunne glemme dens uudholdelighed, hvis hun trak dynen godt op over hovedet - det havde hun for l�ngst erfaret - og en anden verden kunne opst� i ly af dynens fort�ttende effekt.

N�r hun l� der, blev alle lyde meget mindre skr�mmende, de f�ltes langt v�k og uvedkommende. Intet lys slap ind, s� det var underordnet om det var dag eller nat. Tiden gik i verdenen udenfor, men indenfor stod den stille. Hun fik en f�lelse af lykke indeni og t�nkte, at livet under dynen var skr�ddersyet til folk som hende. Her var der trygt og rart, her ville hun leve resten af sit liv.
Der lugtede bare ikke s� godt.

I familiens sk�d

De har kendt hinanden hele deres liv, uden nogensinde at kende hinanden. Resten af det lille, indelukkede festlokale er fyldt med andre mennesker, de kender uden rigtigt at kende. P� n�seryggen kan man godt se, at de er i familie med hinanden. Et s�rt tr�k som tilsyneladende overlever helt ud i den kraftigste fortyndelse af generne. Snart er han opslugt af en ligegyldig samtale med en onkel, tante eller grandkusine. Tiden snegler sig trygt afsted.

Han kommer hjem, fast besluttet p� aldrig at tage med til den �rlige familiekomsammen igen. Livet er for kort til gentagelse for gentagelsens skyld.

Der er g�et et �r, og f�rst for sent kommer han i tanker om det l�fte, han gav sig selv. Toogtredive �r gammel, og han har endelig m�dt en pige. De elsker ikke hinanden, men den nyf�dte s�n har bragt dem ind i hinandens liv. I s�nnens f�rste �r bliver han v�k fra familiesammenkomsten, fordi hendes mor fylder treds samme dag. Og pludselig befinder han sig i en anden families selskab. Her er der ingen med den specielle n�seryg, andre end ham, men til geng�ld har de alle lidt udst�ende �jne. Han ser p� sin s�n, og kan se begge tr�k i drengen. Der venter den dreng et h�rdt liv, t�nker han.

Samme nat sidder han i toget p� vej mod Berlin. Han har ikke sagt noget til hende eller nogen anden. Han er bare skredet. Overfor ham i kup�en sidder en anden mand p� hans egen alder. Han har en vigende hage.

Blip

Og dagene blev s� korte, selvom sekunderne var lange. De troede f�rst at det var dem selv der var blevet kuldrede, de kaldte det 'stress' og mange andre lange ord. De gik p� kursus og p� rekreationshjem, de trappede ned og byggede sig selv op, men lige meget hjalp det. Tiden sivede fra dem og sekunderne udvidede sig, som en tot h�r der f�rst er blevet touperet og siden f�nt�rret, den rene, t�rre lidelse. Og s� en dag kunne dagene ikke blive kortere og verden forsvandt med et lille 'blip', som n�r man slukker fjernsynet.

H�ben

Det regnede i bibelske m�ngder. Morgenen og formiddagen havde ikke p� noget tidspunkt levnet noget h�b om opklaring. En komplet ensfarvet koksgr� himmel hang desillusioneret over k�kkenvinduet som et tykt, v�dt lagen, der skjulte den rigtige himmel bagved. Den lovede himmel. Resten af dagen f�r havde han faktisk h�bet p� og, ja, regnet med, at det var hans tur, his break. Han vidste godt, at han havde udfordret sk�bnen ved at �bent at vedg� over for sig selv, at han regnede med, at det nok skulle blive til noget, men fordi det yderst, *yderst*, sj�ldent var noget, han bare dr�mte at g�re, havde han alts� tilladt sig det denne ene gang, tilladt sig at regne med sin tur. Jeg er 10 �r, lad mig nu f� det her. Og s� var han alts� v�gnet til denne himmel. Afvisningen var s� klokkeklar, at det n�rmest var latterligt. Og det var da i hvert fald latterligt, at han i desperation og ligegladhed ikke ville sl� h�bet ihjel. Han tog sit regns�t p�; var n�dt til at pakke sig hermetisk ind, som om han skulle dykke. Og s� fodbolden bagp�. Han vidste, at hun ikke ville komme, men det er kun intellektet, der kan vide.

Mange �r senere, mens han skriver om det, sl�r det ham, at det ikke var h�bet, der var dumt og �del�ggende; det var regnen. Han l�rte det forkerte.

Lille transformation

Under den almindelige afrydning, aft�rring og autosmilen til g�ster fandt han sig selv st�ende med en serviet i h�nden. Nogen havde skrevet p� den med en kuglepen:

"Det kan v�re sv�rt at forlige sig med at man har forladt sin forlagthed, men ikke forlagt sin forladthed."

S�lle, fulde stakkel.
Han lukkede d�ren. Det trak lidt og solen stod ikke l�ngere lige p�.

Den f�rste koncert

Han holder den op foran sig, som den mist�nksomme forretningsdrivende holder en tusindkroneseddel op for at tjekke dens �gthed. Jo, den er god nok. Der er b�de et lille hologram og en stregkode p� billetten.

Det er sj�ldent let at v�re fjorten. N�r han ser sig i spejlet, ser han ikke andet end bumser og en deform krop. Der er ikke noget t�j som sidder helt rigtigt.

Han maser og bliver mast. Stemningen er h�j. Der er en ufattelig larm af forventning blandt de mange, som venter p� at komme til. Han selv st�r midt i m�ngden og suger det hele til sig.

Det f�les lidt m�rkeligt at give billetten fra sig og kun f� en slip tilbage. Og s� kropsvisitationen.

Men snart er b�de bumser og billet glemt. Snart m�rker han kun bassen, sveden og hende som st�r lige foran. Han ville aldrig turde st� s� t�t p� �n som hende i den virkelige verden. P� scenen st�r stjernen og kr�nger sin sj�l ud.

Han kan ikke sove, da han kommer hjem. Det hyler i �rerne. M�ske f�r han tinitus, men det var det v�rd.