Han holder den op foran sig, som den mistænksomme forretningsdrivende holder en tusindkroneseddel op for at tjekke dens ægthed. Jo, den er god nok. Der er både et lille hologram og en stregkode på billetten.
Det er sjældent let at være fjorten. Når han ser sig i spejlet, ser han ikke andet end bumser og en deform krop. Der er ikke noget tøj som sidder helt rigtigt.
Han maser og bliver mast. Stemningen er høj. Der er en ufattelig larm af forventning blandt de mange, som venter på at komme til. Han selv står midt i mængden og suger det hele til sig.
Det føles lidt mærkeligt at give billetten fra sig og kun få en slip tilbage. Og så kropsvisitationen.
Men snart er både bumser og billet glemt. Snart mærker han kun bassen, sveden og hende som står lige foran. Han ville aldrig turde stå så tæt på én som hende i den virkelige verden. På scenen står stjernen og krænger sin sjæl ud.
Han kan ikke sove, da han kommer hjem. Det hyler i ørerne. Måske får han tinitus, men det var det værd.
Af Rasmus | TrackBack