Graveren sidder på kanten af det hul, han netop er blevet færdig med at grave. Perfekt timing, tænker han, at have gravet færdig lige op til frokost. Hans ben dingler ud over kanten på hullet, imens han spiser af sin hjemmesmurte madpakke og drikker dagens tredje håndbajer.
Jo, tænker han, det er ikke så skidt endda. Egentlig ville han have været gartner, men det er mange år siden nu. Graveren er netop fyldt 60 for nogle dage siden, og han klager ikke. Han er omgivet af natur hver eneste dag, her på kirkegården, og han snakker godt med både besøgende og de andre der arbejder derude. Især selvfølgelig gartnerne, der tit giver ham et par tips, som han ville tage med hjem og bruge, hvis han altså havde en have.
For graveren og hans kone bor i lejlighed. Det har de altid gjort, og hun er ikke meget for at flytte. Selv kunne han måske godt tænke sig at de havde flyttet for nogle år siden. Men nu sker det i hvert fald ikke. For graveren når aldrig at spise sin madpakke færdig.
Af Rasmus | TrackBack