Griffen rejste sig forventningsfuldt op på bagbenene og slog døsigt med vingerne, så der et kort øjeblik stod en uigennemtrængelig sky af rødt sand omkring den. Det var midt på dagen og alle genstande flimrede let i varmen, når man prøvede at stille skarpt på dem. Ikke desto mindre var der ingen tvivl om, at den lille sorte prik, som griffens gode øje kattegult havde spottet i horisonten, uendeligt langtsomt bevægede sig nærmere.
Griffen så sig omkring blandt de faldne, forvitrede søjler, der omgav den og skrabede med forbenede kløer uroligt i sandet foran sig. Det måtte være århundrede siden den sidst havde haft besøg. Ville den mon stadig kunne skabe det udtryk af frydefuld forundring blandet med grænseløs frygt som den engang så nærmest dagligt i de små væseners ansigter? Ville den udløse et forskrækket skrig eller tavs beundring? Den skrabede igen i sandet, langtsomt, overvejet.
Den sorte skikkelse kom stadigt nærmere. Skyggerne var blevet køligere og solen var langt nede på himlen, da den omsider nåede frem til griffens domicil. Undervejs havde den stoppet mange gange for at se på noget i dens hænder – et gammelt stykke papir forseglet mellem to stykker gennemsigtigt materiale, kunne griffen omsider se, nu da skikkelsen var næsten helt henne ved indgangen, dér hvor søjlerne var faldet først. Den kneb det dårlige øje sammen for bedre at kunne fokusere, rankede det tunge hoved og daskede behersket med halen, for så at åbne det store gab i en imponerende brølen. Alting frøs et øjeblik, som havde nogen trykket på en skjult pauseknap.
Skikkelsen, der der hvor den kom fra, var kendt under navnet PJ, lænede hovedet tilbage og så i forundring op på griffen hvis majestætiske kæber var stivnet i et lydløst gab. Ikke skræmt så den ud, nej, ansigtet havde et udtryk, som griffen aldrig havde set før.
***
P.J. mærkede en bølge af tristhed vælde ind over sig. Det var ikke første gang i en tilsvarende situation, men aldrig før havde den føltes så overvældende. Han så op mod den gigantiske figur foran sig, så det falmede skind, der hang i laser over et indviklet net af metalstivere, antikke transformatorer og delvist nedbrudt væv, så det gabende hulrum, hvor det ene øje-implantat engang havde siddet, iagttog sagtmodigt de næsten umærkelige bevægelser, der stadig sendte svage rystelser gennem dét, der engang havde repræsenteret højdepunktet af bioteknologisk udvikling.
Dette var den absolut sidste af de engang så berømmede høj-teknologiske underholdningsparker, han havde til opgave at besøge. ”The World of Fabulous Creatures” var den blevet kaldt, og ethvert barn på den nordlige halvkugle havde engang drømt om at vinde en rejse dertil.
Nu var alt hvad der var tilbage, alt han havde at rapportere, en gammel grif med forfaldne kredsløb, nogle kunstigt forvitrede søjler og et landskab af rustrødt intethed, der strakte sig i alle retninger. Han sukkede, trak den digitale notesbog op af baglommen og begyndte at indtale dagens sidste observationer.