Jan kunne ikke slet ikke fatte, at han og Inger netop var blevet udvalgt til at være ejendomsmæglere i Hammerslag. Telefonen havde ringet klokken 11.57 i tirsdags og stemmen havde sagt: "Det er Frode Munksgaard fra Hammerslag. Vi vil gerne bruge dig og din kollega Inger som vurderingseksperter, når vi i næste uge skal til Nyborg og vurdere et par strandvillaer. Vi har forhørt os rundt i byen, og I er de helt rigtige til opgaven".
Jan huskede ordlyden præcist, og her tre dage efter følte han sig stadig rundt på gulvet over opkaldet. Han havde talt med sin kone Lone om, hvad dette måske ville betyde for hans lille ejendomsmægler-kontor, hvordan han var blevet truffet af lykken og hvordan han ville administrere denne omvæltning, som han så som uundgåelig konsekvens for ham og sin familie. Nu ville de måske få råd til både boblebad og måske endda drømmehuset i Sydspanien.
Jan kunne godt se sig selv som tv-mand og han mente det var på høje tid med de 15 minutters berømmelse, som han bestemt kun så som starten. Lone delte begejstringen. Eller forsøgte. Der var noget desperat overvurderet i et tv-programs indflydelse på deres liv, syntes Lone, selvom hun måske godt vidste, at det var dumt at modsætte sig Jan, når han først var blevet entusiastisk opslugt af et projekt.
Jan havde taget diskussionerne med Lone, selvom han følte dem unødvendige og spild af tid. Succesen var selvfølgelig ikke sikret bare fordi Munksgaard havde ringet, men han skulle være mere end almindelig dum for ikke at udnytte denne enestående mulighed for markedsføring. Det måtte Lone forstå.
I tre dage havde de diskuteret. Højere og højere. Torsdag var det endt med et højlydt skænderi og Jan havde smækket døren i rødstensvillaen og var kørt en tur for at køle ned. Fredag var han kold.
Han havde ikke følt nogen grund til så indgående at stille spørgsmåltegn ved hans deltagelse i Hammerslag og nu sad han sammen med sin kollega Inger - hende han skulle vurdere strandvillaen sammen med. De var taget ud og spise fredag aften for at forberede taktikken til næste uges optagelse. De snakkede om, hvilke spørgsmål Munksgaard mon ville stille, om prisniveauet generelt i Nyborg og hvem der skulle føre ordet. Det skulle Jan var de sammen blevet enige om.
Jan kunne godt lide at sidde overfor Inger. Det var som om hun forstod ham. Hun vidste godt, hvad der var på spil. Måske var det også derfor, han kom til at røre hendes hånd, da han rakte ud efter sin Faxe. Hun lagde mærke til det, men sagde ikke noget. Hun havde i længere tid været haft et godt øje til Jan. De flirtede lidt. Jan kiggede Inger i øjnene. De var så flotte, tænkte han. Helt dybblå, uskyldige og så alligevel så lokkende og insisterende.
De sad og spiste i stilhed, indtil Inger kiggede på ham og spurgte, om han havde lyst til at komme med hende hjem efter maden. Hendes mand var ikke hjemme, og de kunne få finjusteret de sidste detaljer inden weekenden. Jan tænkte sig om. Han syntes det var et interessant forslag, men vidste godt, at der var mere end blot almindelig arbejde i at tage med Inger hjem. Det gjorde ham varm inden i.