Therese stirrede vantro på den termometeragtige tingest, læste vejledningen endnu engang og sukkede dybt. To streger var to streger og betød en tur til lægen. Hun greb sin kalender og begyndte at lede efter en ledig dag, Næste uge var booket totalt ud, men måske i uge 13? Febrilsk bladrede hun tilbage for at se, om hun holdt sig indenfor den tilladelige grænse – hvordan var det nu - var det 3 måneder og hvad med ugerne, hvornår var det nu hun sidst havde haft sex?
Egentligt begyndte det i morges, hvor hun havde stået ved køkkenbordet og hældt sin espresso ned sammen med en veronabolle, som hun plejede, Alex var kommet ud og havde sagt noget om skoene, der ikke matchede til hendes jakke og pludselig endte hun ude på badeværelset med en grådkvalt hulken i håndklædet, mens hun havde sparket skoene af. Alex havde stået udenfor døren med en fjoget mine og spurgt, om det var på den tid af måneden, og at han synes hun normalt var yndig. Det havde slået hende, at det var den tid på måneden, bortset fra at ”den” slet ikke var kommet.
På vej til arbejde havde hun købt den dyre æske med en termometertissepind og troligt havde hun tisset på enden og ventet. Ja, egentligt havde hun gået til et morgenmøde, mens stangen havde ventet i skuffen, men nu stod hun og gloede vantro på de to lyseblå streger.
Den aften poppede hun en flaske rødvin op, mest for at styrke sig til denne sære nyhed. Alex pillede åndsfraværende ved sit kalkunkød, mens han så TV-avisen. Da bomberne var faldet ude i verden lod Therese sin egen lille bombe falde og ikke uden virkning, Alex lod bestikket synke og stirrede på hende med et fåret udtryk. Normalt holdt hun meget af hans fårede udtryk, det var tegn på at deres parforhold ikke helt var blevet så forudsigeligt, som man kunne frygte, men denne gang synes hun nu ikke det bekom hende så vel som det plejede – faktisk greb hun sig i at ønske sig en anelse forudsigelighed. Alex mumlede ned i enebærsovsen, før han returnerede nyheden med et ”hvad synes du” spørgsmål, der var den hurtige vej ud.
Hun skulle have sagt nej, men netop den aften overvældede Phillip Starck lampens brune skær hendes ellers så nøgterne synspunkter, og visionen om supermoderen, den yndige renskurede unge og den stolte fader, forgreb sig på hendes venstre hjernehalvdel, mens højre var bedøvet af tanken om hendes 36 år og fuld-løn-på-barsel-stilling. Enden på det hele den aften blev, at Alex sad og så endnu mere fåret ud, efter Thereses drømmende udtryk i øjnene var blevet verbaliseret. Resolut greb han efter rødvinen og begyndte at tænke. Men hvad resultatet af denne anstrengelse så end måtte have været, lod Therese hans signaler tolke som noget i retningen af ”en tilfreds og glad mand”. Det var i hvert tilfælde den version, der blev den offentlige.
I de følgende uger spekulerede Therese på, om hvad der mon havde grebet hende den aften, mens hun resolut skiftede espressoen ud med kamillethe og brækkede sig pligtskyldigst ned i Scholtesvasken. En anden mere knugende angst havde belejret hendes venstre hjernehalvdel. For ikke nok med at krydslivsforsikringer, gensidige pensionsopsparinger og tykke vi-skal-være-forældrebøger banede sig vej til det lille designerhjem, endnu værre var, at udtrykket i deres øjne havde ændret sig.
For Alex havde den nette lille kone forvandlet sig til et skvulpende duvende kar med vand i øjnene og grød i hjernen og for Therese havde den stolte Alex svært ved at tilpasse sig det faderideal, hun nu engang troede manden i hendes liv ville udvikle sig til. Modningen stod langt tilbage at ønske og selvom hun havde købt en pibe til ham i stedet for cigarerne, så ville han ikke rigtig passe ind i modellen.