Verden havde altid fremstået som en uklar sammenhængende masse. Ensfarvet, klæbende og fugtig.
Hun kunne glemme dens uudholdelighed, hvis hun trak dynen godt op over hovedet - det havde hun for længst erfaret - og en anden verden kunne opstå i ly af dynens fortættende effekt.
Når hun lå der, blev alle lyde meget mindre skræmmende, de føltes langt væk og uvedkommende. Intet lys slap ind, så det var underordnet om det var dag eller nat. Tiden gik i verdenen udenfor, men indenfor stod den stille. Hun fik en følelse af lykke indeni og tænkte, at livet under dynen var skræddersyet til folk som hende. Her var der trygt og rart, her ville hun leve resten af sit liv.
Der lugtede bare ikke så godt.