På den ene side suser store lastbiler forbi, så man kan mærke trykket hive i kroppen. Når det regner og der kommer mange i træk bliver det til tider så voldsomt, at han begynder at blive bange for, at han skal suges ind under dem.
På den anden side er det sjovt nok ikke så slemt med lastbilerne. Her synes han mere, at det er personbiler som kommer forbi. Dem elsker han at kigge på. Især køerne er han vild med, hvor bilerne snegler sig afsted, så langsomt at man kan se førernes ansigtsudtryk helt tydeligt. Han digter tit små historier om dem og deres liv, og i visse tilfælde er det blevet til hele føljetoner, efterhånden som han har lært at genkende mange af dem.
Hans hus er han meget stolt af. Og han føler sig heldig fordi det har fået lov at stå så længe. Ingen har sagt, at han skal rive det ned eller flytte det, sådan som det ellers er sket så mange gange før. Denne gang har han fundet et rigtigt hjem. Taget er ganske vist utæt, og det larmer selvfølgelig en del fra motorvejen, men alt det har han vænnet sig til.
Det er tolv år siden hun forlod ham. Dengang var det hårdt, og i lang tid kunne han slet ikke tænke på andet end hende. Det kostede jobbet, huset, hunden og alle de andre ting. Men nu, efter han har fundet et hjem i midterrabatten, ser det ud til at gå den rigtige vej igen.
Af Rasmus | TrackBack