De har kendt hinanden hele deres liv, uden nogensinde at kende hinanden. Resten af det lille, indelukkede festlokale er fyldt med andre mennesker, de kender uden rigtigt at kende. På næseryggen kan man godt se, at de er i familie med hinanden. Et sært træk som tilsyneladende overlever helt ud i den kraftigste fortyndelse af generne. Snart er han opslugt af en ligegyldig samtale med en onkel, tante eller grandkusine. Tiden snegler sig trygt afsted.
Han kommer hjem, fast besluttet på aldrig at tage med til den årlige familiekomsammen igen. Livet er for kort til gentagelse for gentagelsens skyld.
Der er gået et år, og først for sent kommer han i tanker om det løfte, han gav sig selv. Toogtredive år gammel, og han har endelig mødt en pige. De elsker ikke hinanden, men den nyfødte søn har bragt dem ind i hinandens liv. I sønnens første år bliver han væk fra familiesammenkomsten, fordi hendes mor fylder treds samme dag. Og pludselig befinder han sig i en anden families selskab. Her er der ingen med den specielle næseryg, andre end ham, men til gengæld har de alle lidt udstående øjne. Han ser på sin søn, og kan se begge træk i drengen. Der venter den dreng et hårdt liv, tænker han.
Samme nat sidder han i toget på vej mod Berlin. Han har ikke sagt noget til hende eller nogen anden. Han er bare skredet. Overfor ham i kupéen sidder en anden mand på hans egen alder. Han har en vigende hage.
Af Rasmus | TrackBack