Det giver et gib i manden med harmonikaen, da færgen udstøder et minutlangt båt. Han er ikke helt ung, men ser særdeles tiltalende ud. Hans hår er ved at blive tyndt på toppen, og rynkerne i panden forsvinder ikke når hans ansigt igen indtager normal position efter at have holdt en høj tone i lang tid. Hans øjne stirrer formålsløst i tilfældig retning.
Pigen der før støttede den harmonikafrie arm, har ledt ham i den rigtige retning hen til restauranten forbi huller i vejen og sovende hunde uden at han på noget tidspunkt vaklede. Jeg kommer til at tænke på at jeg har oplevet usædvanligt mange blinde klaverstemmere og at der må være noget med blindhed og musik.
På opfordring fra en ældre kvindelig servitrice begynder han at spille noget der lyder som en gammel græsk folkemelodi. Næsten alle restaurantens gæster ser på ham og samtaler forstummer mens han synger den klagende melodi. Pigen der hjælper ham må tørre hans pande med en serviet mens han synger, og varmen får hans fingre til næsten at glide på harmonikaens tangenter. Vi klapper alle sammen efter nummeret, også pigen der hjælper ham, og en ranglet ung fyr kommer hen og viser pigen og manden hen til et lille bord. Den ældre servitrice går hen mod bordet, og mens den ranglede henter oliven, brød, tzatziki og vin, stiller hun sig ca. en halv meter bag den blinde. Hun har ikke flyttet blikket fra ham på noget tidspunkt. Som et påskud for at slutte sig til deres selskab, har hun taget en klud i hånden og tørrer med jævne mellemrum deres bord over.