RTM har, udover muligheder for integration med mail og kalender og widgets og windowsklienter og fanden og hans pumpestok, integration til Twitter, så man kan twitte “d rtm køb mælk” og vupti bliver der oprettet en task i din RTM inbox. Og det gør du selvfølgelig pr. sms.
Det er kreativt og ret cool, men også interessant, at man vælger at skabe en afhængighed til et produkt med så store stabilitetsproblemer som twitter. Men skulle man lave den integration selv, skulle man både have egen sms gateways og en jabber server eller noget i den stil. Så hvis ens kunder kan leve med tilgængelighed i blinklys-kategorien, så har man fået en gratis relay og sms service.
Men pointen er, synes jeg, at ens kunder nok i længden ikke kan leve med det. Og lukker man for det varme vand igen, så har de lige nået at snuse til noget, der kunne være rigtigt fedt, men som er blevet fjernet igen. I det tilfælde taber alle.
Så galt behøver det naturligvis ikke at gå — RTM vil nok bare hælde den feature over i en kommerciel PRO konto, som så kan financiere det hele.
Da jeg ikke lige umiddelbart har kunnet finde nogen online OCR oversættelsesservice fra arabisk, bliver jeg nødt til at have lidt hjælp. Så hvis der er nogen derude, der har styr på deres højre-til-venstre skriftsprog, så stik mig lige en oversættelse.
APPoulsen foreslår i en flick-kommentar “Ungeren blir”, hvilket måske er et bedre bud end “Vantro hund,” som jeg selv først gættede på. På den anden side kunne det være en arabisk kilroy eller noget i den stil og altså et tag fremfor et politisk/religiøst budskab.
Men hvis det er et budskab, så er det en ret snæver målgruppe man rammer. Så det vil jeg gerne hjælpe lidt med her.
Nå, men lad os nu se. Så kan vi jo følge op.
Update 12. aug
Min pakistanske kollega Ali kom mig til undsætning.
For det første er det pakistansk og ikke arabisk.
Og der står: “Dette hjerte er fyldt med kærlighed” (Yeh Dil Ashiqana)
No shit.
Desuden er det helt normalt, viser det sig, og Ali tilføjer: “det står også bag på taxa’er i Pakistan”.
Altså ikke noget vredt og truende.
Hvis du gerne vil af med den sidste tvivl og terrorfrygt, så kan du relaxe lidt til den her musikvideo som har den samme titel.
I starten af maj kom jeg af vanvare til at stille mig op på en vægt.
Umiddelbart derefter fandt jeg løbeskoen frem. Igen.
Der findes vist to typer af løbere: dem der kan lide at løbe og dem der ikke kan, og det er naturligvis fordelt på dem der kan lide processen og dem der har fokus på resultatet.
Jeg tilhører uden tvivl den sidste gruppe.
Endnu kan jeg ikke løbe afsted og tænke frihed!! luften!! solen!!, og de naturlige endorfiner som skulle give en vanedannende rus, har jeg ikke set noget til endnu.
Min motivation kommer altså ikke fra aktiviteten selv (intrinsic motivation), så hvis jeg skal motiveres til at løbe skal den komme fra noget der ikke ligger i løberiet selv men udenfor (extrinsic motivation).
Det er jeg holdt op med at skamme mig over og har i stedet fundet min opskrift:
regelmæssighed Jeg skal løbe to eller tre gange om ugen.
registrering. Jeg fylder distance, tid, maxpuls og gennemsnitspuls ind i et google spreadsheet og regner på diverse gennemsnit etc.
mental stimulation Jeg hælder podcasts og lydbøger i min iPod shuffle.
Nu har jeg så løbet mine første 100km og selvom det er hvad andre spiser til morgenmad, så er jeg faktisk ganske tilfreds med mig selv. Udfordringen bliver at holde motivationen.
Ja, jeg er i øjeblikket hårdt ramt af kommentarspam.
Nej, mit akismet wordpress plugin fanger ikke en skid.
Ja, jeg har tænkt mig at gøre noget ved det, men indtil videre aktiverer jeg moderering af kommentarer, så kan jeg lave en permanent løsning senere (på ugen måske).
Nej, jeg har ikke slettet din kommentar fordi jeg synes du er et fjols, men fordi jeg selv var det, da jeg prøvede at rydde effektivt op.
Indtil da.
update: problemet løst indtil videre. se kommentarerne herunder.
Det her er et udbryderindlæg der er stærkt inspireret af publikumssiden af aftenens Lou Reed koncert.
Danskere kan godt lide at klappe. Eller: vi klapper meget, men der er nogle gange noget tvungent over det, så om vi kan lide det.. næh nok ikke altid. Eller nok ikke allesammen, nærmere.
Klapperiet er et udtryk for overboblende begejstring, det er et forsøg på at kommunikere sin kærlighed tilbage til musikanten, det er et huhej-hør-også-mig, det er mærkeligt når vi klapper af hinanden, og det er på mange måder utroligt belastende i det hele taget.
5 meget irriterende klap
Klap på 1 og 3 mens musikken spiller. Det hjælper at klappe på 2 og 4, men hvis man ikke direkte bliver opfordret til det fra scenen er der er stor sandsynlighed for at du bare ødelægger musikken for os andre.
Klapamok inden musiken er færdig
Overdreven solisthyldestklap efter solo
Ham der altid er den første til at bryde stilheden med sit klapperi efter et nummer. Hver gang. Og han er pavestolt over at det er ham, der får alle os andre til at klappe med. Han er i øvrigt tæt beslægtet med ham der som den første rejser sig op efter koncerten og initierer den stående ovation. Klaphat.
Den der følelse af psykotisk flokdyr man får når vi allesammen ekstranummerklapper blodet ud igennem vores håndflader i håbet om at der kommer noget mere musik og jo mere og mere der klappes des mere og mere har man bare lyst til at sige fuck det og skride hjem, ekstranummer eller ej.
Nu skal jeg nok holde op. Og jo, gu klapper jeg. Og nej, jeg er ikke sur.
Første fire numre var jeg slet ikke varmet op til. Lige på og lidt for hårdt. En bølge af versioner, der bare mundede ud i støjkulisser som man måske kunne gå lidt amok til indeni, hvis det var kommet lidt længere fremme.
Så blev det langsomt bedre og endte med at blive rigtigt rigtigt godt.
Der burde ikke være nogle synlige ændringer, men jeg har lige opdateret blog-softwaren til wordpress 2.5.1, og det ser ganske fornuftigt ud, men hvis du ser et eller andet dysfunktionelt, så vil jeg blive superglad for en mail.
Da jeg gik i 9. eller 10. havde jeg elektronik som valgfag. Jeg synes det var cool, selvom nogle af de mere intrikate detaljer i ohms lov vistnok forsvandt henover hovedet på mig. Det endte med at jeg byggede det sejeste stroboskob med hjemmeætset print og loddekolben i øverste gear.
Da jeg var til Reboot forleden havde jeg fire timers mikroelektronik som valgfag. Jeg synes det var cool, selvom nogle af de mere intrikate detaljer i Arduinos microcontrollers med sikkerhed fløj henover hovedet på mig.
Det Arduino basis kit vi (Claus Dahl og jeg) legede med, består af en printplade/controllerboard med et usb stik. Det sætter man så til computeren. På computeren skriver man så sine små programmer i et C-lignende sprog, og dem sender man så over til sit controller board som man så udbygger med diverse elektrokomponenter på et prototyping breadboard — ingen loddekolber, tinsugere og lugt af brændt kød indblandet.
Her er det endelige resultat så. En lydmaskine, der baseret på noget analogt input (varierende modstand i et potentiometer) sender nogle digitale signaler til en piezo højttaler. Ædelt instrument må man sige.
Der er også en kort video, som dog er stærkt præget af at jeg har slettet optagelserne af det endelige resultat. Den viser dog udmærket de forskellige stadier i processen og kulminerer med et glimt af et instrument, der varierer frekvensen via en lysføler.
Jeg købte ikke noget controller kit med hjem. Havde ingen penge og nok hobbyprojekter i skuffen i øjeblikket. Men senere på sommeren kommer der et ethernet shield til arduino boardet, som gør at man kan lave et autonomt ambient device, der snakker med internettet. Så får jeg stensikkert lyst til at hacke for alvor.
UPDATE: Henrik Føhns fra DR1’s Harddisken optog os også. Se blogindlæg eller video.
Jeg har leget lidt med remember the milk(RTM), en ret avanceret og gratis opgavestyrings-webapplikation. 
