Idé: Mailhistorisk Arkiv

Der ryger en ordentlig bunke emails over disken her i butikken. Frem og tilbage og mængden vokser støt.
Jeg har, hist og pist og på forskellige medier og i flere formater, gemt emails tilbage fra 1997-98. Men jeg har ikke en samlet pool. Og cd’er dør mens vi snakker.

Min nuværende mailkonto er IMAP, hvilket vil sige, at al min email ligger centralt på en server, så jeg kan tilgå den fra enhver maskine med netadgang, men min ellers søde host har ikke ressourcer til en aktiv mailkonto med flere hundrede megabytes.

Jeg foreslår at man laver en online service, hvor alle ens arkiverede emails kan blive læsset hen. Ikke som en aktiv emailkonto, men et passivt lager, som man kan fylde på henover årene.

Nogle features:

  • Fritekstsøgning
  • Import fra gængse mailformater (outlook express, outlook, unix mailfolders, etc)

Non-features:

  • Send/modtag mail

Jeg kunne personligt godt være interesseret i at betale en årlig afgift på 100 kroner, for en varig og sikker løsning, og jeg tror ikke, at jeg er den eneste.

Der ligger desuden nogle gode udfordringer i interface design.

Er det noget, man kunne tjene penge på?

Et andet, langt mere vigtigt og nonprofitabelt perspektiv er, at det kunne have historisk interesse. Jeg ville f.eks. testamentere mit mailarkiv til mine efterladte. Så kunne jeg grine grumt fra graven når de så, hvad jeg havde haft gang i.

Ideen kom i dag henover noget kaffe/te med Anna Akav.

20 kommentarer til “Idé: Mailhistorisk Arkiv”

  1. Jonas siger:

    > Så kunne jeg grine grumt fra graven når de så, hvad jeg havde haft gang i.

    Du mener, det der uheld med din mp3-afspiller, og din næsten lidt for oplagte benægtelse af kropslig omgang med den? Det er lidt for åbenlyst ikke?

  2. Jonas siger:

    Men i øvrigt, for nu at blive ved sagen, så jo, det lyder som en mægtig idé. Jeg har lidt samme opsætning med adskillige års korrepsondence på forgængelige medier. Til gengæld har jeg nogle nørdede venner med for meget serverplads, og deraf ingen problemer med at opbevare dem andre steder.

    En af de services man kunne tilføje var transkribering af ens mails. Måske? Der er noget mere styrke i at vifte et papir foran en anden person og sige “jeg har det stående lige her”, end at sige, “det skrev du engang i en mail som jeg har et sted”.

  3. erlando siger:

    gmail?

  4. Jonas siger:

    Et par kommentarer: Med Gmail og Apples mailløsninger, der har masser af plads, samt de udbydere, der utvivlsomt følger med om nogle måneder, vil “almindelige” mennesker næppe have brug for det med at gemme gamle mails (især, når de skal betale for det og endda ikke kan svare på dem). Så er der nørderne - men de har jo ofte egen server eller vserver.

    En anden ting er, at det ville være lidt omsonst at lave en dims til at søge i tekstfiler med mails, eftersom en sådan allerede findes: Den hedder IMAP :)

    Det lyder som om du i virkeligheden har brug for en billig vserver (~120 kr. om måneden) med meget plads. Sådan en har jeg selv (og kører IMAP på den), og det fungerer fint - men kræver, at man kan finde ud af at administrere en Linux-server.

    PS. Argh! Hvorfor skal jeg indtaste emailadresse?

  5. Tore siger:

    Jeg er med på den med plads, søgning og import til en hund om året. Hvor kan jeg skrive under, dalager?

    Jeg er vild med min IMAP konto, men der er desværre begrænset plads, derfor må jeg gemme en del lokalt - og så ryger det til hest når man glemmer at bakke sin Windoze spand op under næste reinstallation.

    Det er fint med en vserver løsning, men for os mindre tekniske nørder ville en simpel løsning a lá Dalager være genial.

  6. Jonas siger:

    Tore: Klart, men problemet er, at 100 kr. om året simpelthen ikke er nok til at få en sådan løsning til at køre rundt (heller ikke, hvis de 100 kr. var eksklusiv moms). Personligt ville jeg i hvert fald ikke hoste flere hundrede megabytes per kunde med processorkrævende søgninger i kæmpestore filer[1] for 8 kr. om måneden. Jo, der skal da nok være nogle udbydere, der vil tilbyde den slags til bundpris eller gratis (mod reklamer), men hvor længe holder de? Det ville aldrig blive en “varig og sikker løsning”, som Christian efterspørger.

    Nu talte jeg om en vserver, men der findes da sikkert også løsninger for folk, der ikke selv vil administrere en server. Jeg kunne sagtens forestille mig, der findes webhotelkontoer med IMAP og *meget* plads. 100 kr. om året kan dog nok ikke gøre det.

    1) Én IMAP-mappe med flere tusinde mails gemmes ofte i én fil.

  7. Tore siger:

    Jonas: Jeg indrømmer blankt at jeg ikke havde tænkt en dyt på økonomien i et sådant foretagne. Så hvis man skal hoste noget mere op for at nogen kan leve af det, så er det vel spørgsmålet om hvor smerte grænsen går. Min personlige går nok ikke til mere end kr. 40 om måneden ca. kr. 480 på års basis.

    Hvad kan jeg få for det?

  8. Jonas siger:

    Hmm… Du kan få en okay, almindelig konto hos et webhotel for 40 kr., men ligefrem flere hundrede megabytes, som Christian efterspørger, plus IMAP, det bliver nok svært (og hvis du kan finde det, kan du være stensikker på, det er ustabilt til den pris). Vi skal nok op omkring 100 kr. om måneden. C I Host tilbyder f.eks. 2 GB plads, IMAP mv. for cirka 100 kr. om måneden: http://cihost.com/?zone=products/shared_unix_hosting. Dog nævner jeg kun C I Host for at give et indtryk af, hvad man kan få for pengene. Jeg vil ikke anbefale dem (har ikke prøvet dem, men prøvede i flere omgange at spørge dem om noget over email. Intet svar). Se evt. på http://webhostdir.com/ og http://webhostpriser.dk/ - og spørg i nyhedsgruppen dk.edb.internet.udbydere.webhotel.

  9. dalager siger:

    Jeg ved godt, at mine 100/mdr pt er omtrent ligeså realistisk som at foreslå, at folk ville betale penge for at passe på mine gamle mails.

    Jeg er ikke interesseret i en IMAP-server, den skal bare kunne importere mail fra alle tænkelige formater.

    Og når emails er gemt falder forbruget af båndbredde. Det er ikke sted, hvor man kommer dagligt, og der er heller ikke andre, der kommer med mindre de vil snuse i deres lager eller fylde noget mere i det. De processorkrævende søgninger skulle ikke være et problem, hvis man designer fornuftigt og holder sig til en neddroslet funktionalitet — præmisserne lægger heller ikke op til Heavy Usage når arkivering og indexering først er overstået.

    Det er bl.a. Tores argument, der ligger bagved her: superenkelt interface til en ligeså enkel og forståelig service.

    Personligt kunne jeg snildt finde ud af at montere en rimelig sikker server til formålet, men jeg vil ikke bare løse mit eget problem men hele verdens. Øh. Eller noget i den stil ;-)

    Det kunne desuden være fedt at lave et SOAP/XML-RPC interface til dimsen!

  10. Joachim siger:

    Ka’ man ikke bare printe alle sine mails ud og sætte dem i ringbind?!

  11. anna siger:

    klart joachim - der skal jo være noget i reolerne i den lille toværelses..

  12. Julie siger:

    Hvad er det for nogle spændende liv I har, at I har så mange mails, der bare IKKE kan slettes fordi de indeholder en hel masse overspændende, interessante og uerstattelige oplysninger???

    Jeg føler, jeg konstant går glip af noget.
    I de mails, jeg får, står der mere sådan noget som “Ja, lad os sige det. Kl. 10.00 - 13.00 passer mig fint. Vi ses.”

  13. Joachim siger:

    Det er jo dét, Anna. Det ser så pokkers vigtigt ud med 8 hyldemeter med ringbind…

  14. Jonas siger:

    Okay, Christian, så lad os se på sagerne :) Personligt synes jeg ikke, der er økonomi i det som udbyder, og som kunde har jeg svært ved at se, hvad jeg får ud af en så begrænset funktionalitet, men jeg vil da alligevel godt komme med et forslag: Du får dig en server hos f.eks. ServerMatrix (http://servermatrix.com/) - det koster $49 (godt 300 kr.) om måneden. Med 1.200 GB trafik om måneden behøver du ikke bekymre dig om trafikmængden. Pladsmæssigt regner vi med 1 GB per bruger (det er et absolut minimum, når tjenesten nu skal sælges på at have plads til de gamle emails, og Gmail i øvrigt tilbyder samme mængde plads “gratis”). Med den 80 GB harddisk, der følger med, er der plads til 78 kunder (de sidste 2 GB går til selve styresystemet og swap). De betaler hver 8 kr. om måneden ekskl. moms (det svarer cirka til 100 kr. om året ekskl. moms). Det giver så en månedlig indtægt på 624 kr. Fratrækker man så prisen for serveren, bliver der en månedlig fortjeneste på godt 300 kr. Ikke noget, du bliver rig af, men du har da i hvert fald gjort en god gerning. Når nu indtjeningen alligevel er så lav, kunne du vælge at gå filantrop-vejen og helt droppe fortjenesten og så bruge den på noget, der må anses for fuldstændig nødvendigt, nemlig backup og/eller RAID.

    Held og lykke med det! Det må blive en sjov løsning at kode. Jeg kender godt selv det der med at have fået en ide og så opleve, hvordan det kribler i fingrene for at komme i gang med at kode.

  15. Jonas siger:

    Okay, når jeg nu genlæser min sidste kommentar, lyder det nærmest en smule sarkastisk :) Sådan var det dog ikke ment - det var ment som et reelt forslag til, hvordan tingene kunne gøres.

  16. Donald siger:

    Email-arkiv … ja. Det har jeg også tænkt på. Hvem skal forske i politiker Rasmussens korrespondance om 100 år og hvordan får de adgang til den?
    Der ligger adskillige gode historier i de mange emails rundt om i de små hjem, men den maskine, der kan finde de gode historier frem uden at vi behøver at tænke selv, den er et fatamorgana.
    Hvad skal vi dog gøre? Jeg har samme problem og har besluttet at den første dag, hvor jeg ikke har for travlt vil jeg brænde en CD med alle personlige mails efter en hurtig grovsortering.
    Måske kan man bruge et SPAM filter til at hjælpe en lidt i gang med sorteringen … men altså, forskellige steder, forskellige formater - du milde!
    I forbifarten: Der er et site, der hedder http://www.archive.org. Måske kan du finde nogle af dine news-postings der!

  17. dalager siger:

    @Jonas: tusind tak for dit input :-) Jeg har nu ikke tænkt mig at realisere det, bortset fra man måske burde gøre det alligevel. Syntes og synes bare, det er en god idé.

    Men som du også pointerer, så er det en af de svagere forretningsplaner…

    @donald: jeg tror heller ikke på fatamorganamaskinen, men jeg kan godt lide tanken om evigheden — og man har trods alt et ansvar overfor sin biograf ;-)

  18. Jesper siger:

    For nu at være lidt kedelig og konkret, så har jeg al min email siden 1996 samlet i Eudora - der har foreløbig aldrig været problemer med at opgradere eller flytte til nye maskiner (man kan nøjes med at flytte Eudora-mappen - fancy that!)

  19. dalager siger:

    Jesper, siger du at verden ville være et lettere sted at være, hvis vi alle kørte eudora? ;-)

    De forskellige klienter jeg har været rundt på (og ja, det er min egen skyld) har ikke været helt så lette at danse imellem… :-(

  20. Jesper siger:

    Måske ikke hele verden … men det praktiske er netop at have holdt sig til en enkelt klient der ikke kløjs fordi man gemmer mange gamle emails.

    Og lad os sige det som det er: Webmail sutter. Det sutter at have nogle mails på serveren og andre lokalt (IMAP), så IMAP sutter som sådan. Osv..

Skriv en kommentar

Hvad er 2 plus 2? (antispam spørgsmål...)