Skip to main content
Christian Dalager

Tastaturer, hænder og genvejstaster

Udskiftning af switches i mit Keychron V1 Max keyboard
Hvis man bruger et tastatur ret meget, er genvejstaster ikke til at komme udenom. Lidt baggrund og min egen tilgang og tooling.

Jeg er ikke en særlig effektiv type. Bare spørg min kæreste, der ofte sukker over min tendens til at flakke tilsyneladende formålsløst rundt i et køkken, når jeg tømmer opvaskemaskinen.

Men jeg kan rigtigt godt lide genvejstaster.

For mange år siden begyndte mine håndled og arme at brokke sig over mit evindelige tasteri, og jeg blev nødt til at smide musen over på venstre side af tastaturet. Det er lidt af en udfordring for en højrehåndet, men der har den nu ligget i 10+ år.

Tilvænningsprocessen betød, at jeg undgik at bruge musen og på den måde fik et indgående kendskab til genvejstasterne i de programmer jeg bruger og Windows generelt.

Har du fx prøvet at trykke på shift + ctrl + alt + win + L for nylig?

Hvis man som jeg programmerer en del, vil man kende til frustrationen ved placeringen af specialtegn på et dansk tastatur i forhold til et engelsk.

Her er et simpelt eksempel på noget, jeg kunne finde på at skrive:

console.log(`sorteret liste i streng: ${["a", "c", "b"].sort()}`);

Ovenstående indeholder back-ticks, ` , curly {} og square [] brackets, $-tegn og semikolon ; på samme linje.

Hvis du skal finde de tegn på dit danske tastatur kommer du til at finde AltGr frem. Den sidder i højre side af tastaturet og hvis du gerne vil lave et { skal du bruge højre tommelfinger på ALTGR og højre pegefinger på 7. Og hvis du vil lave det famøse backtick, `, eller en accent grave uden det det accenterede tegn, som fx i è, bliver du nødt til at trykke på shift+´ efterfulgt af det accenterede ikke-tegn, dvs et mellemrum, for at få det skrevet.

Det er mildest talt suboptimalt over et langt programmørarbejdsliv.

Derfor skifter jeg hele tiden frem og tilbage mellem dansk og amerikansk tastaturlayout. Hvilket er ret let at sætte op på windows, og de mere tekniske tegn ligger noget tættere på overfladen:

ISO layout, US på Keychron keyboard, fra https://www.keychron.com

Det kan være lidt forvirrende, og jeg kommer da også til at lave lidt typos her og der, særligt lige efter skift, men det er den eneste måde, jeg kan arbejde motorisk-økonomisk med mine hænder på, når jeg skriver kode - det giver ganske enkelt mindre rejsetid eller "travel" for mine fingre.

AutoHotkey

Grunden til at jeg overhovedet begyndte at skrive det her, var at jeg efter mange år væk er vendt tilbage til Autohotkey, et windows program der kan gøre ALT med genvejstaster.

Da jeg alligevel aldrig bruger CapsLock tasten til skifte til store bogstaver hele tiden, vil jeg remappe CapsLock-tasten til at toggle hurtigt mellem tastatur-layout. Det er meget simpelt at lave.

Og så ville jeg lige skrive et par ord om det, and here we are 🤷.

Autohotkey https://www.autohotkey.com/ til at lave keyboard makroer og remappings har været en ting siden 2003 og er et open source tool med noget så umoderne som en Foundation bag sig, der er dedikeret til at bevare det i en gratis tilstand. Og så er der et kæmpe community, der ELSKER at lave genveje til alt. Lige fra at indsætte standardformuleringer i emails til at lave superspecaliserede makroer til større excel indtastingsopgaver, computerspil eller lydproduktion (for folk der ikke gider stream decks).

Jeg fik lavet mit .ahk script, og det loader nu når min computer starter. Og fordi det virkede lidt fladt kun at lave CapsLock-remapper i det, fik jeg det også til at åbne notepad med 🪟+N.

Jeg har lagt det på github, hvis man vil kigge: https://github.com/dalager/my-autohotkeys

(Billedet er fra da jeg udskiftede nogle lidt for støjende Gateron Jupiter Brown switches til lyddæmpede Outemu Silent Peach V3 i mit Keychron V1 Max tastatur. Men det er en helt anden historie...)