Skip to main content
Christian Dalager

Det går stærkt i tech-land for tiden.

Billede fra LinkedIn-opslag
Det går stærkt i tech-land for tiden. Jeg er, som de fleste af os, ret forpustet over at prøve at følge med og konstant plaget af stress over at misse...

Jeg er, som de fleste af os, ret forpustet over at prøve at følge med og konstant plaget af stress over at misse toget, fordi det ser ud til, at alle andre er så langt foran og har styr på deres AI agentiske shit. Mens jeg sidder her på perronen og kradser mig i håret og prøver at forstå det hele.

Min læringsstrategi for 2026 er at splitte mit fokus i to hovedområder:

DET HURTIGE Det er her, hvor det virkeligt går stærkt. Jeg vil videre med AI-assisted coding og blandt andet eksperimentere med rUvs agent orchestration framework Claude-Flow og sætte tid af til at få så meget af det nye ned i fingrene - ikke for at kunne mestre det, men for at kunne forstå det nok til at jeg kan orientere mig og vælge de næste små skridt på det mere praktiske område. Og jeg vil LoRA finetune nogle AI-modeller.

DET LANGSOMME Jeg tror som så mange andre at det er usundt at outsource fordybelse til LLM'er. Også selvom vi i fremtiden ikke er de bedste til at tænke over alting mere.

Så jeg vil fortsat læse.  Og jeg vil skrive uden assistance, for det er tænkning - og endnu mere i hånden (e-ink dog), for det er endnu langsommere tænkning.

MOTIVATIONEN Jeg skal tvinge mig selv til det langsomme, for det andet er så nemt og sjovt og hurtigt og tilsyneladende ekstremt produktivt, men det er også uhyggeligt vanedannende.

Den følelse jeg efterlades med nogle gange er, at jeg ikke har tænkt og skabt så meget selv, men at jeg mere er løbet igennem en på forhånd optegnet rute med nogle valgmuligheder.

Hvis du er smågammel, kan du måske huske Sværd og Trolddom bøgerne, der var sådan lidt rollespilsagtige, og man kunne vælge forskellige forgreninger igennem historien. De lidt mere avancerede af slagsen understøttede også lidt terningkast så trolden ikke altid tabte. Jeg ELSKEDE dem, og de er stadig i butikkerne.

Sværd og Trolddom er en illusion om kontrol, og når jeg var færdig med en bog, følte jeg ikke at bogen var færdig men at JEG havde vundet - en følelse der dog hurtigt blev erstattet af en lidt flov smag i munden.

Mit 2026 skal have lidt mindre flovsmag i munden.

Godt nytår 🎉

Delt indhold: Det går stærkt i tech-land for tiden.

Oprindeligt delt på LinkedIn