Vi lavede i Eksponent et julekort i 2011.
Det gør alle udviklingshuse med respekt for sig selv.
Lidt fjollet, måske, men superlækkert HTML5 og det hele: uglekort.dk
Det var forhistorien.
Fra tid til anden mødes vi i Eksponent om aftenen til små hackathons – dvs, vi lader egentligt bare være med at gå hjem – hvor man spiser noget takeout og koder løs på ens egne ting i en rigtig rar atmosfære og sammen med folk, der altid er parate til at sparre.
På første hackathon efter julekortet var sendt ud, opstod ideen om at lave et custom julekort til Umbraco teamet.
Så @suneboeegh, @sniffdk og @mikkel_ovesen fandt på at lave en snake-klon ovenpå det eksisterende julekort, hvor de “frugter” man skal spise er billeder af medarbejderne i Umbraco. Og der skulle være en highscore table.
Det endte sådan her: uglekort.dk/h5yr (Prøv at slå highscoren!)
Når jeg overhovedet skriver det her, skyldes det ikke kun at jeg vil blære mig med mine seje kolleger, men at opgaven blev løst på en aften og måden det blev gjort på.
De skar opgaven op i tre komponenter: slange, frugt, score.
Så blev de enige om hvilke events, der optræder i et snake-spil, og benyttede JQuerys bind/trigger hjælpere til at binde funktionaliteten sammen med. De tre komponenter hver især publicerer relevante events og reagerer på hændelser fra de andre dele af spillet.
Og med et simpelt publish/subscribe event api, kunne udviklingen køre parallelt og bidrage til et løst koblet julekort, bestående af tre javascript-filer, der inkluderes på det eksisterende julekort og vupti haves der en slange.
DISCLAIMER: det er gået stærkt, rigtigt stærkt. Og der har også være rødvin involveret. Så der er bugs i koden, og hvis du snuser i js-filerne, skal du have proof-of-concept brillerne på og vide, at det havde højeste prioritet at få noget ud af døren OG have det sjovt.





Følg mig på twitter