Fidget-spinner effekten.
Jeg har tænkt en del over feedback loops i softwareudvikling på det seneste. Hvis man er vokset op i branchen med "Agile" fra introduktion, udbredelse og udvanding, vil man kende til ideen med indlejrede feedback loops i processerne omkring inception, produktion, implementation og udrulning af ting man bygger med kode.
Simplificeret: Det yderste loop: organisationen med et behov. Modtager, reagerer på og forandres af softwaren. Det mellemste loop: ekspertise der omsætter behov til produkt/features og reagerer på softwaren og evne til at ramme specifikationerne. Det inderste loop: programmeringsekspertise. Mennesket itererer med det tekniske lag indtil Systemet gør som det skal. Effektiviteten i leverancen handler om at nedbringe handoff-latency mellem de tre loops og økonomien er bedst hvis udnyttelsesgraden af det enkelte loop er høj. Hvorfor giver vibecoding så vanvittig en effektivitet? Fordi jeg i vibe-coder mode er hovedpersonen i alle tre loops. Det er min verden jeg bygger til og det er meget ofte itch-scratching og personal software der fylder i det space. Det er mig, der beskriver og specificerer og altid mig selv, der er brugeren i min user-story. Det er mig der koder, og styrer min agentsværm. Så handoff latency mellem de tre loops går mod nul, og de traditionelle indlejrede feedback loops kollapser til et enkelt superloop. Tænk på en perfekt balanceret fidget spinner, du bare giver et ordentligt knips og så kører den. Jeg er kun begrænset af min individuelle ressourceprofil: tid, økonomi, mental båndbredde og personlige evne til at absorbere forandringer i mit eget liv. Bemærk at jeg overhovedet ikke snakker om kvalitet her. For kvalitet er meget knyttet til en form for accountability - at stå til ansvar for det man leverer. Men her er det kun mit eget miljø, jeg står til ansvar for og jeg ejer også risikovurderingen. Alle der bygger med AI og får den her dejlige rush-følelse af at have superkræfter, bør være opmærksomme på de her ting. Hvis man går ud af vibe-mode og ind på sin arbejdsplads, fuldt jacked up af AI-drenalin, og ikke tænker sig godt om, kan man komme til at svare rigtigt meget forkert på spørgsmålet "Hvor meget mere effektive er vi, når vi bruger AI? For i det yderste loop begrænses vi af Den Virkelige Verden, og en organisations evne til at absorbere og forankre ændringer gennem digitalisering ikke noget, man lige kan give et ordentligt knips og så snurrer vi derudaf. Hørte i en podcast for nylig at man skal være opmærksom på at "The rate of production" ikke er det samme som "The rate of diffusion". Så fra du leverer en "dims" til den er blevet forankret i bredde og dybde og organisationen er klar til næste bølge, går der længere tid end du måske har tålmodighed til at vente på. En anden dag kan vi snakke om, hvad vi så gør for at hjælpe hinanden bedst i den her situation. Det prøver alle at finde ud af lige nu.
Oprindeligt delt på LinkedIn
- ← Forrige 𝗞𝗮𝗻 𝗺𝗮𝗻 𝗯𝗿𝘂𝗴𝗲 𝗱𝗲𝗰𝗶𝘀𝗶𝗼𝗻-𝗺𝗼𝗱𝗲𝗹𝘀 𝘁𝗶𝗹 𝗮𝘁...