Christian Dalager

Begravet i gæld til vores egne softwaresystemer.

​ Gældsbegrebet i softwareudvikling har været på banen i mange år. ​ Teknisk gæld" er kendt af de fleste, men for lige at ramme det ind, så bruges det...

​ Gældsbegrebet i softwareudvikling har været på banen i mange år. ​ Teknisk gæld" er kendt af de fleste, men for lige at ramme det ind, så bruges det på meget forskellige måder til at beskrive det forhold, at man som ejer af et system kan komme i et gældsforhold til det system, man har bygget. Man "skylder" det noget på den tekniske side. Det kan være, at der er ting, der ikke er blevet opdateret til nyeste versioner, oprydning der ikke har været tid til, dele af systemet der burde løftes for at kunne understøtte fortsat effektiv udvikling etc. Og for at teknisk gæld som begreb skal give mening, vil man, så længe man har denne gæld, betale renter. Renterne er den smerte man løbende føler så længe gælden ikke er indfriet. Det kan være penge, timer, kalendertid, lead-time på nye features, ubehagelig cyber-risiko, opportunity cost, medarbejder churn og reduceret konkurrencevne etc. Metaforkæden hopper dog lidt af tandhjulet nogle gange, fordi teknisk gæld kommer helt af sig - særligt fordi entropien i systemets omverden ikke spørger, om du har lyst til at optage et lån. Du opdager det først, når du en dag pludselig vågner op til en kæmpegæld og stigende renter, fordi du ikke lige var opmærksom. Og nu sidder tidens tand så og gnaver dig i benet. ​ Godt så. ​ Cognitive Debt" er et AI begreb vi har brugt i nogle år, og det beskriver, at vi ved at lade generativ AI bygge vores systemer mister den viden om hvordan ting virker, som bliver indarbejdet helt naturligt, når man selv bygger tingene og alle dele af systemet har været igennem teamets tanker og hænder. Så vi har lavet et bytte med vores AI-venner, hvor vi har fået boostet outcome og afleveret indsigt i det underliggende system. Og det er der også renter på. ​ Og så kommer det for mig nye begreb. ​ Intent debt" beskriver at vi ved brug af AI-assistereet udvikling har så meget fart på og er så meget oppe at køre over vores ubegrænsede muligheder at vi bare alle sammen sidder og trykker på "accept" knappen, når vores AI-ven foreslår, hvad men ellers kan bygge, eller når jeg forbinder min popcorn-hjerne direkte til min Claude Max subscription. Så vi mister forbindelsen til "hvorfor", vi bygger en feature. Hvad var behovet og det overordnede mål? ​ Margaret-Anne Storey beskriver det sådan her: Intent debt refers to the absence or erosion of explicit rationale, goals, and constraints that guide how a system evolves. Intent debt is not just about missing context and documentation. It accumulates when the goals, constraints, and specifications, especially those related to user needs, are unclear, poorly articulated, or not captured in any artifact that humans and, increasingly, AI agents can consult. ​ Det går jeg og tænker ret meget på. ​ Margaret-Anne Storey: "From Technical Debt to Cognitive and Intent Debt": https://arxiv.org/abs/2603.22106

Margaret-Anne Storey: "Cognitive Tours: Making Understanding a Deliverable in AI-Assisted Development": https://arxiv.org/abs/2611.08456

Oprindeligt delt på LinkedIn